Præsentation af mig og mine pædagogiske værdier
Mit navn er Jette Korsgaard Cimirotic, jeg er 35 år og er uddannet pædagog fra 2015.
Målgruppen de 0-3årige har altid interesseret mig meget, det at kunne følge børnenes udvikling fra start og være med til at give dem en masse gode oplevelser og skabe en tryg base, hvor de kan udvikle sig og jeg ved hvor stor betydning de første tre år i livet har, for børns identitetsdannelse og fremtidige udvikling.
Interessen og lysten til at blive dagplejer har jeg egentlig haft i mange år. Men efter et halvandet års tid, som hjemmepasser, tilbage i 2019, er jeg blevet endnu mere bekræftet i, at det er dagplejer jeg skal. Den ro, tid og ekstra opmærksomhed er guld værd og noget som jeg vægter utrolig højt her hos mig og som jeg ønsker at give videre til de børn, som kommer her i mit hjem.
Jeg har primært arbejdet indenfor børne- og ungeområdet. Senest i vuggestue, hvor jeg har været siden august 2020 og indtil slut oktober 2022.
Jeg har nu valgt at starte op som dagplejer i min private pasningsordning – Lykkebo, hvor jeg er mere end klar til at modtage nogle skønne børn.
Jeg er som person meget nærværende, omsorgsfuld og imødekommende og det er vigtigt for mig at både børn og forældre føler sig velkomne her hos mig, at man føler sig set, hørt og forstået.
Personligt bor jeg i Lødderup sammen med min mand Edvin og vores tre børn. Vores dreng Nino på 12 år og vores to piger, Malia på 9 år og Aya på 5 år. Vores lille hund Carlo og vores kat Fister.
Nino og Malia går i friskole her i byen og vil være her om morgenen inden skolestart og om eftermiddagen efter skole. Aya går i byens fribørnehave og vil nogle dage komme tidligt hjem eller have en fridag. De dage hun har fri er hun en del af pasningen herhjemme og vil derfor også være en del af de aktiviteter vi har planlagt den pågældende dag. Jeg er godkendt til fem børn, så dette netop er en mulighed. Den femte plads kan også bruges som ”overlap” i kortere perioder, hvis et nyt barn skal starte op.
Jeg vægter et åbent, tillidsfuldt og tæt forældresamarbejde, hvor vi sammen har fokus på barnets trivsel, læring og udvikling. Herigennem kan vi ved hjælp af hinandens erfaring og viden, skabe størst mulig mening i børnenes hverdag.
Jeg vil arbejde aktivt for, at forældre og jeg har en gensidig respekt og forståelse for hinandens behov, ønsker og muligheder.
Desuden vil jeg arbejde med de 6 læreplanstemaer, om vil være med til at skabe rammerne for hverdagen her i Lykkebo:
- Alsidig personlig udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop, sanser og bevægelse
- Kultur, æstetik og fællesskab
- Natur, udeliv og science
- Social udvikling.